Legebaseret pædagogik

v/ Birgitte Skov Pedersen, Heidi Bang Okslund & Torben Næsby 
I oplægget præsenterer vi forskningsmæssige perspektiver på pædagogens positionering i forhold til leg i dagtilbud. International forskning viser blandt andet at pædagoger generelt set har svært ved at indgå i og rammesætte børns leg på kvalificerede måder. Vi spørger: Hvad er det som udfordrer pædagogerne? Hvilke barrierer forhindrer pædagogerne i at handle kvalificeret i forhold til leg? – og hvilke pædagogiske kompetencer kalder en legebaseret pædagogik på? Spørgsmålene er i projektet også belyst gennem en række interviews med pædagogstuderende i praksis. Vi viser små klip (video og tekst) fra disse. 

Til slut præsenterer vi en model for en legebaseret pædagogik, som den kan se ud i dagtilbud. Modellen har til formål at bidrage til en bredere og mere nuanceret forståelse af pædagogers deltagelse i leg i dagtilbud og præsenteres som et kontinuum bestående af fem forskellige legeformer. Implementering af en sådan model for pædagogens planlægning af og konkrete positionering i forhold til børns leg og læring flugter med bestemmelserne i den styrkede pædagogiske læreplan og kan således understøtte læreplanens mål og sigte med legebaseret læring.